|
|
|||
| Forsiden |
Ny fattigdom indføres ved lov KRONIK: Den nye fattigdom i Danmark er et resultat af regeringens benhårde "noget for noget"-politik, hvor enhver bekymring for vedvarende fattigdom og ethvert humanistisk princip om omsorg for de svageste nu er væk Af Morten Ejrnæs
Til trods for at Danmark hører til blandt de rigeste samfund i verden, og velstanden er steget kraftigt i løbet af de sidste 10 år, er fattigdommen blandt de i forvejen dårligst stillede vokset. Den nuværende regering ønsker ikke, at den nye fattigdom diskuteres, og der er derfor hverken afsat midler til fattigdomsundersøgelser eller fastlagt en officiel fattigdomsgrænse, som ville muliggøre løbende målinger af omfanget og karakteren af fattigdommen. Det er tabu. Alligevel er det uden undersøgelser muligt at fastslå, at fattigdommen for de i forvejen svageste grupper er øget markant inden for de seneste år. Hvordan kan man hævde dette, når fattigdommen hverken udforskes eller måles systematisk? Det skyldes, at vi i Danmark er i den paradoksale situation, at regeringen ikke lovgiver for at bekæmpe fattigdom, men at den tværtimod systematisk indfører love, der øger fattigdommen i de grupper, der i forvejen er dårligst stillet. Den voksende fattigdom for de i forvejen fattigste er en kendsgerning, som kan dokumenteres ved en simpel gennemgang af de love, der retter sig mod de mest udsatte grupper: flygtninge og mennesker, der har fået kontanthjælp gennem en længere periode. Det første initiativ i det 21. århundredes "fattiglovgivning" var indførelsen af en særlig lav forsørgelsesydelse til flygtninge, den såkaldte starthjælp. Signalet var klart; man forventede ikke, at flygtninge var motiveret for at arbejde på samme måde som danskere, og derfor måtte ydelsen gøres så lav, at de blev motiveret for at arbejde. Flygtninge var selvforskyldt ledige og derfor ikke værdigt trængende. Indgrebet viste, at politikerne var parate til at tilsidesætte ligestillingsprincipper, flygtningekonvention og humanitære hensyn for at gennemføre en differentiering af ydelserne, efter om modtagerne var værdigt trængende. Det er værd at bemærke, at opinionsundersøgelser har vist, at der på intet tidspunkt i befolkningen har været flertal for lavere ydelser til flygtninge. De lavere ydelser til nyankomne flygtninge var politikernes værk, der banede vejen for relanceringen af princippet om høje ydelser til de værdigt trængende og lave ydelser til uværdigt trængende. Starthjælpen er et angreb på den absolut svageste gruppe: de nyankomne flygtninge. Senere er turen kommet til andre svage grupper, der også er blevet udsat for markante nedskæringer i ydelserne, som skulle føre til, at de arbejdsløse opnåede job på det ordinære arbejdsmarked. Flere undersøgelser har imidlertid dokumenteret, at nedsættelsen af ydelser hverken har ført til, at flygtningene eller kontanthjælpsmodtagerne har fået job. Tilsyneladende har indførelsen af de lave ydelser derfor været en dundrende fiasko. Men det er kun tilsyneladende. Regeringen fastholder, at både starthjælpen og nedskæringerne i kontanthjælpen er kommet for at blive. Socialpolitikken er blevet underlagt principperne i en benhård "noget for noget"-beskæftigelsespolitik. Væk er enhver bekymring for dyb og vedvarende fattigdom, væk er humanistiske principper om omsorg for de svageste, væk er overholdelse af internationale konventioner. Princippet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, står uanfægtet som det principielle grundlag for både beskæftigelses- og socialpolitikken. Det ses tydeligt, når socialministeren tager stilling til de allerede nu alarmerende oplysninger fra frivillige organisationer om de nedsatte ydelsers forarmende virkninger. Eva Kjer Hansen forholder sig ikke til de fattiges konkrete nød og lidelse, men udtaler blot: "Vi har alle chancer nu for at få mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i gang, fordi Danmark er i en situation, hvor der bliver efterlyst arbejdskraft." Det er hensynet til arbejdsgivernes behov for arbejdskraft, der styrer de socialpolitiske indgreb. Afskaffelsen af det humane element i forsørgelsespolitikken har flere alvorlige konsekvenser. De lave ydelser er det synlige tegn på, at disse borgere regnes for selvforskyldt ledige, andenrangsborgere, som tildeles lave ydelser, der skal tvinge dem til at arbejde. Den lave ydelse midt i et overflodssamfund er et signal til de berørte mennesker om, at de ikke har fortjent bedre, og det er et signal til os andre om, hvad der kan vente os, hvis vi ikke lever op til kravet om selvforsørgelse. Mennesker, der tildeles de lave ydelser, tvinges til forskellige former for nedværdigende overlevelsesstrategier som for eksempel tiggeri, børnearbejde, sort arbejde og kriminalitet. Det er muligt at få en anseelig ekstraindtægt på disse måder, mens regulært lønarbejde i mange tilfælde vil være umuligt at skaffe, fordi arbejdsgiverne ikke vil ansætte mennesker, der aldrig har været på arbejdsmarkedet eller har været arbejdsløse gennem længere perioder, når de stadig har mulighed for at ansætte korttidsarbejdsløse eller studerende, der er på jagt efter et deltidsjob, der kan supplere deres SU. Lovgivningen tvinger flygtninge og mennesker, der har været på kontanthjælp en længere periode, til at opføre sig på måder, der bekræfter os i, at disse mennesker har en dårlig karakter, fordi de sætter børnene til at arbejde, fordi de tigger, fusker eller stjæler. De fattige kommer til at fremtræde som moralsk anløbne, hvilket bekræfter omgivelserne i den opfattelse, at de ikke har gjort sig fortjent til en normal forsørgelsesydelse. Den nye fattigdom opleves langt mere belastende, fordi den ikke som tidligere er forårsaget af økonomisk krise med høj arbejdsløshed og lave lønninger. Nej, den nye fattigdom eksisterer midt i en højkonjunktur, og de fattige er derfor omgivet af mennesker, der oplever rigdom og markante forbedringer i levevilkår. Dette opleves især af børnene, der i skolen ikke kan undgå at sammenligne sig med andre børn. Fattigdomsstigmaet er værre, fordi den nye fattigdom direkte er skabt gennem lovgivningen, og det derfor er en fattigdom, vi som borgere er medansvarlige for; hvilket fører til, at vi har en tendens til over for os selv og andre at retfærdiggøre denne politik. Vores efterrationalisering bliver, at de fattige selv har skylden for deres fattigdom, at der jo findes ledige job, og at de fattige derfor har mulighed for at få job. De fattige bliver ikke som tidligere mødt med indlevelse og solidaritet, men med nedvurdering og kynisme. Det er imidlertid lykkedes regeringen at undgå at diskutere de alvorlige konsekvenser af de nedsatte ydelser. Regeringen har fastholdt, at princippet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, skal bruges som det overordnede princip i såvel beskæftigelses- som forsørgelsespolitik. Og regeringen hævder, at årsagen til de manglende beskæftigelsesmæssige resultater er, at sagsbehandlere, socialchefer og AF-medarbejdere er for blødsødne og for dårlige til at finde job. Disse påstande om uduelige medarbejdere vinder genklang hos nogle arbejdsløse, der føler sig dårligt behandlet af fortravlede sagsbehandlere, og de bruger derfor anledningen til at klage over sagsbehandlerskift, inkompetence og manglende forståelse for den enkelte klients situation hos medarbejderne. Medarbejderne forsvarer sig mod ministrenes angreb ved at pege på, at visse af klienterne er for dårlige til at få job. Denne diskussion om skylden for arbejdsløsheden skaber en illusion om, at hvis bare embedsmændene gjorde arbejdet godt nok, eller hvis bare kontanthjælpsmodtagerne tog sig sammen, så kunne alle få arbejde. Men det er en illusion, når der aktuelt er mere end 150.000 arbejdsløse. Opmærksomheden bortledes fra det reelle problem: det 21 århundredes nye lovbestemte fattigdom og dens alvorlige følger. Lave ydelser kan skærpe konkurrencen om de dårligste job og medvirke til at holde lønningerne nede. De lave ydelser er et udtryk for den afvikling af socialpolitikken, som både beskæftigelses- og socialministeren tilstræber. Regeringen har på denne måde fået succes med at skabe et bedre fungerende arbejdsmarked for arbejdsgiverne ved at øge uligheden ad bagvejen. Men konsekvensen er dyb fattigdom, parallelsamfund, voksende kynisme og polarisering. Morten Ejrnæs er lektor ved Aalborg Universitet og medlem af Den Alternative Velfærdskomission
>> tilbage til Morten Erjnæs' side
|
||
